Da vi udviklede Faldsled Stolen i de første måneder af 2024 byggede vi en skabelon for at spænde ryggen op i lameller.
Den har vi brugt frem til starten af 2025 hvor vi optog disse billeder. Med små forbedringer undervejs. Det er jo sådan vi arbejder. Hver dag en smule bedre end dagen forinden. Det er en del af LEAN filosofien som vi praktiserer i vores arbejde og som hjælper os til at holde fokus på det som det hele handler om. Nemlig at levere møbler i en enestående høj kvalitet fra vores lille værksted i Danmark.
Lige om lidt kommer en af de store forbedringer så. Vi har nemlig købt en pneumatisk presse som skal hjælpe os med at lave stolerygge. Ikke en ny en af slagsen, men en brugt til 1.500 kr. af en trædrejer som gik på pension og havde den stående fra engang han lavede meder til Gyngestole.
Den skal bygges lidt om til vores formål, men det klarer Peter og smeden inde i Fåborg og så får vi taget en del af kompleksiteten ud af den proces også.
Følg endelig med her på kanalen og stil gerne spørgsmål hvis du har nogle. Vi har meget få hemmeligheder 🙂